SeierFitness inverted

SantaCruzBlackPromo

12 timer i Jylland

Efter fire år og to børns pause fandt jeg mine cykler frem igen i maj i år, målet var at smide de sidste amme-deller og få lidt luft i håret. Jeg skulle ikke køre løb og slet ikke have licens igen, den tid var forbi. Der er andre ting end træning, der fylder, i et liv med en mand, der er selvstændig, og to små børn. Prioriteterne ændrer sig, og det skal de også. Ens virkelighed bliver pludselig fyldt af alle de klichéer om forældreskab og børn, man havde forsvoret ville passe på en selv. Bum så er du der med billeder af børn på din facebookprofil, havregrød i håret, rander under øjnene og ”nej jeg vil hellere se mit barn køre på den samme rutchebane 100 gange end med ud at træne”. Men lidt træning blev det alligevel til, for jeg kan rigtig godt lide at køre på cykel stadigvæk, og guderne skal vide, man har godt af at komme lidt hjemmefra.

På en træning luftede Josefine Bahnsen tanken om, at jeg kunne køre på hold med hende til 12 timer i Jylland, det summede jeg lidt over og besluttede mig for at sige ja tak. Det var nok meget godt, for med den tvivlsomme sommer i 2016 var det motiverende at have et mål med at komme ud, det var ikke ligefrem vejret, der lokkede.

Josefine brækkede desværre kravebenet temmelig alvorligt i Harzen, men heldigvis kunne Maja træde til på holdet, der blev døbt Josefines suppleanter og havde en øverste podieplads som erklæret mål.

Træningen blev primært kørt på landevejen, men et par uger før løbet blev min mountainbike pudset af og sendt til tjek. Da Cyclingfreak ikke havde tid til at servicere, var det utroligt positivt at opleve, hvor gode de var til at sende mig videre. De anbefalede mig at køre op af Oddervej til Dennis Bonnichsen (tidligere 1900mtb rytter) ved Trek Bicycle Store i Højbjerg. Samarbejdet i cykelmiljøet giver en uvurderligt synergieffekt, som hele miljøet har gavn af. Tak for det.

Vi var nok ikke verdens bedst koordinerede hold, alle havde deres at se til op til løbet, men Maja havde hentet startnumre og været med til at klargøre klublejr om fredagen, så da jeg mødte op lørdag, var alt klar, luksus! Vi fik os klemt ind i et hjørne. Mange tak til de mænd, der ofrede deres plads, for at damerne kunne få lidt diskretion i skiftesituationerne. Josefine, der var vores oppasser, havde sørget for komfortable stole. Der kunne vi så sidde og trone, når vi ikke var ude at køre. På et bord midt i lejren blev der sat kage frem, og det der med at køre løb, gav pludselig utrolig god mening igen. Jeg vil gerne sende en særlig tak til bageren af chokolade marengs!

Helle blev sendt afsted på første runde, vi vurderede, at hun var den mest aggressive af de fire på holdet. På første runde er der altid kamp om pladserne, og spidse albuer gør sig godt her. Hun fik kørt en god tid ind og placeret os som førende damehold. Så var det min tur. Jeg gav den god gas, noterede mig ruten, og prøvede at tænke i hvordan jeg kunne optimere mine linjer på næste runde. Halvvejs ude var lungerne ved at give op. Der er noget, der hedder løbsform, og det var ikke den slags form, min krop var i! Min krop var slet ikke vant til at arbejde med så høj puls. Jeg satte tempoet lidt ned og fik styr på koldsveden, kom til et fladt stykke og gav gas igen. På den sidste tredjedel af ruten føltes det som om, det kun gik én vej – opad! Jeg prøvede at holde pulsen under kontrol og hugge til i pedalerne, når der var luft til det. Endelig kom jeg ud af skoven og kunne træde op over ”den sidste olie” og trille i mål. Maja, Charlotte og Helle kørte deres tur, og jeg blev sendt ud igen. Denne gang kendte jeg ruten bedre, og min krop var forberedt på, hvad der skulle ske. Jeg fandt et godt flow og forsøgte at hente tid på de mange flade grusstykker. Desværre var der ikke nogen hjul at fange, det kunne nok ellers have reddet minimum 30 sek. på tiden rundt. Jeg fik dog alligevel barberet lidt af min tid fra første runde af og havde følelsen af at have et godt flow rundt på ruten. Da jeg skulle køre min tredje runde, var jeg klar over, at skulle der yderligere af tiden, var det nu. På fjerde runde ville jeg sandsynligvis kunne begynde at mærke trætheden i mine ben, der ikke er gearet til den slags fysisk udfoldelse et 12 timers løb byder på. Jeg prøvede at optimere min kørsel yderligere, og igen barberede jeg lidt af min tid velvidende at det var mit sidste skud.

Helle var lidt træt, og jeg skulle et smut forbi min svigerindes 40 års fødselsdag, så vi aftalte på holdet, at Maja og Charlotte kørte deres runde, hvorefter Helle blev sprunget over, og jeg ville blive sendt ud igen, derefter Helle og så mig igen. På den måde kunne jeg få kørt mine fem runder, være ”færdig” og lade de andre piger afslutte. Vi lå komfortabelt med en rundes forspring, så vi kunne tåle at tabe lidt minutter på, at jeg kørte mig helt ud med kort pause mellem de sidste runder.

Fjerde runde gik ok, men forventeligt døde mine ben på femte runde, og jeg var meget taknemmelig, da jeg kunne køre forbi målområdet og op af ”den sidste olie” for sidste gang. Thomas Pelch forsøgte at sætte lidt fut i mig rundt i det sidste sving inden opkørslen, men der var udsolgt, og jeg måtte bare verfe ham forbi.

Efter et visit til fødselsdag kom jeg tilbage til Aarhusmtb lejren og tre glade kvinder, mission completed, en 1. plads med en komfortabel runde til nr. 2. Mand og børn var kommet for at se præmieoverrækkelsen, og selvom det er lidt corny med små børn på armen på podiet, så føltes det godt at stå der øverst på podiet, med det, der tog cykelløb fra mig, i armene. Måske kan man godt få lidt af det hele alligevel.

/Signe Strandvig

 

Login

Træningstidspunkter

Tirsdage kl. 18:00    Motion, Sport, Kvinder
Onsdage kl. 17:30   Børn og Unge
Torsdage kl. 18:00   Motion, Sport
Søndage kl. 10:00   Motion, Sport

Træningen starter fra Observatoriestien 1 A

 

Instagram

Gå til toppen