cyclingfreakInverted

SeierFitness inverted

SantaCruzBlackPromo

MTB Randers XCM

Løbet tager sit udgangspunkt ved Fussingø slot. De smukke næsten blændende hvide bygninger op mod de store grønne skovarealer er det første, der møder en, når man stiger ud af bilen vel ankommet og godt guidet af smilende p. vagter. Randers MTB har styr på deres set up.

Jeg var ved at samle mine ting sammen og begive mig op mod indskrivningen, da Jens Frederiksen og en gruppe aarhusmtb ryttere kom trillende over gårdspladsen. Jens tog sig god tid til at tale med mig, jeg tror, han fornemmede en let nervøsitet. Jeg har ikke kørt MTB løb siden 12 timers i Jylland sidste år, og alle de mange

historier om gaps, rock gardens med sværhedsgrader som nordsiden af Everest, og nedkørsler der kunne være en del af down hill world cup ruter havde sat en skræk i mit old school XC hjerte. Jeg vil gerne have masser af højdemeter, moderate tekniske passager og høj fart, og det er ikke det, der er på dagsordenen derude i det danske mtb landskab. Jeg har min Specialized Era med, den er stort set helt ny, det er tredje gang, jeg kører på den – ever. Jens fik beroliget mig med, at den her rute var helt fin. Da vi kommer til indskrivning, står Marianne med sin gamle 26”, det var ren nostalgi. Vi varmer lidt op sammen, og taler om gamle dage.

Jeg starter i motionsklassen, med den tanke at en omgang må være rigeligt, når den byder på 25 km og 650 højdemeter. Lige før start hører jeg Mariannes rolige stemme ”god tur piger!” Fedt, fuldstændig som i gamle dage til ligaløbene. Når vi stod der på første række og pustede os op til start, så var det så sikkert som amen i kirken, at Marianne inden start ville komme med sit ”god tur piger!” nede bagfra. Jeg elsker hende for det.

Starten går, og vi bliver spredt op af den første lange stigning, en grusvej der fortsætter op i himlen. Jeg ligger mig bag Kirstine Lauritsen fra Varde, men kan mærke jeg har masser af kræfter til at gå forbi. Jeg kommer først ind på singletracket og rykker godt fra feltet af damer. Ca. fem kilometer inde på ruten kommer Cille Frederiksen også fra Varde op til mig, hun ligger sig i mit hjul og følger forbløffende godt med, jeg presser os forbi en del motionsmænd med et ”bagfra, vi kommer to”, og vi får arbejdet os godt frem i motionsfeltet. Da vi rammer et stykke med åben vej går hun forbi mig, og jeg tager hendes hjul. Cille er stærk og finder et godt tråd derude, jeg bliver lidt bagved og nyder liftet, inden jeg rykker forbi og tilbyder Cille et hjul. Det er lidt hyggeligt at køre ”sammen” med en. Cille er ungdomsrytter, men stærk nok til at gøre sig gældende blandt damerne. Det tegner godt for sportens fremtid.

Vi kommer ind på singletrack igen. 13 km igen og Cille holder mit hjul. Vi har lagt lang afstand til de andre piger, har passeret en hel del mænd fra motionsstarten og en enkelt dame B rytter. Vi havde et godt flow, og et tempo vi kunne holde uden risiko for at brænde sammen i varmen. Nu skulle vi sådan set bare køre den hjem.

Krassch et kikset gearskift på vej ind på en lille stigning fra stor til lille klinge (her sendte jeg en misundelig tanke til alle de, der kører uden forskifter…) og der stod jeg så halvvejs ude med en knækket kæde. Pis.

Jeg har kun knækket en kæde en gang før i mit liv, og lidt naivt troede jeg, det ville være første og sidste gang, det blev det ikke. Jeg måtte være tæt på depotet, så der var ikke andet at gøre end at trække ad sporet til depotet og spørge om hurtigste vej hjem derfra

50 meter længere fremme kommer Lars og Sille Forsberg fra Viborg forbi og tilbyder at hjælpe, men jeg har ikke noget kædeled. Jens Frederiksen bliver min redning, da han i samme øjeblik kommer forbi og giver mig et kædeled. Lars går i gang med at fikse kæden. Sille er eneste pige i sin klasse, og har derfor ikke noget i mod at vente. Stort set hele damefeltet passerer, mens vi står der. Jeg håber lidt på, at Marianne dukker op, så vi kan køre sidste halvdel sammen. Jeg finder senere ud af, at jeg kunne have ventet længe, for Mariannes kæde blev ved med at hoppe af, hvilket gjorde det umuligt for hende at gennemføre løbet.

Lars bliver færdig og sender mig afsted igen. Nå, what to do.. skal jeg give op, trille ruten roligt rundt og nyde turen, eller skal jeg forsøge at hente alle damerne igen? De har fået mindst fem minutters forspring, kan jeg nå det? Jeg giver det et skud, jeg må have ca. 12 km til at hente dem, det er ikke en umulig opgave, og jeg minder mig selv om, at et løb ikke er overstået, før første rytter er i mål. De andre kan også knække deres kæde. Jeg giver den gas i et forsøg på at hente dem. Arbejder mig op igennem feltet, seks km igen. Jeg arbejder med at have fokus på at køre et godt løb, at køre optimalt så jeg ikke kikser et eller andet, fordi tankerne vandrer frem mod dem, jeg skal hente. Fart på, godt flow, overhalinger når det er muligt. Så henter jeg den første, yes! Holder tempoet selvom jeg ligger meget alene derude, det er motiverende at hente feltet ind igen. Fire km igen, jeg henter et par stykker til, men hvor bliver fortroppen af? Da de kom forbi mig, lå de fire-fem piger tæt sammen. To km før mål ser jeg dem, endelig. Jeg rejser mig og træder til. Jeg elsker den følelse af overskud, der er i kroppen. Jeg rykker forbi den forreste op af den sidste lange stigning, banker ind på nedkørslen herefter og slår et stort hul. Sikkert og roligt kan jeg trille over målstregen med sejr i motionsklassen og taknemmelig over, at jeg ikke skal ud på runde nr. to 😊

Jeg smider mig i græsset med en kold vandflaske i nakken, det er varmt! Lidt efter kommer Marianne med et stykke kage, livet er godt, og det er forplejningen til Randers MTB XCM også. DCU har desværre problemer med deres tidtagning, så motions og ungdomsklasserne må vente lidt med præmieoverrækkelsen. Vejret er godt, og der er masser af gamle kendte ansigter, så det gør ikke så meget. Jeg får talt med en masse søde mennesker, spist en stykke kage til og få skærpet mine tan lines i den stegende sol.

Det var mit første løb på en 29” og udover den knækkede kæde, så er Eraen godkendt. Det er en komfortabel cykel, ikke en race cykel, men komfortabel og absolut godkendt. Jeg var bange for, om den ville være tung og klodset at få rundt, da det er en large ramme, der er lige det største til mig. Der er heller ikke savet noget af styret, så det er bredt, og virkelig bredt i forhold til det styr, jeg kommer fra! Min gamle cykel er retro. I ved sådan som cyklerne så ud i 2009: smalt styr, 26” hjul, de fancy havde to klinger, de lidt mindre fancy havde tre. De, der var fremme i skoene, kørte med riser styr. Ja det var tider! Men Eraen var helt fin at køre på, ingen problemer der, og ømheden i lænden, som plejer at melde sig efter første løb, har jeg ikke mærket noget til. Med lidt tilpasning og lidt mere træning, så skal der nok komme god fart i de store hjul.

Sille, Cille og undertegnede kom alle en tur på podiet i hver vores klasse, jeg delte i øvrigt podiet med Maiken Borup Thomsen fra aarhusmtb, der kom ind på en flot 3. plads.

Lektien fra i lørdags - at et løb ikke er afgjort, før første rytter er i mål, er værd at meditere lidt over. Det gælder ikke bare, når man får en defekt eller laver et styrt og skal finde motivationen til at køre sig frem igen. Det gælder også, når man har svært ved at køre tempo, fordi ”de andre er så langt foran, at det kan være lige meget”. Alt kan ske, det er som formel 1. Det hjælper at være den dygtigste og stærkeste, men held og uheld spiller også ind på resultaterne.

Kæmpe tak til Jens, Lars og Sille for hjælpen derude, det er god trail karma!

Til alle jer der overvejer at deltage i Randers XCM næste år, gør det! De 650 højdemeter skal I ikke lade jer skræmme af.

Login

Træningstidspunkter

Tirsdage kl. 18:00    Motion, Sport, Kvinder
Onsdage kl. 17:30   Børn og Unge
Torsdage kl. 18:00   Motion, Sport
Søndage kl. 10:00   Motion, Sport

Træningen starter fra Observatoriestien 1 A

 

Instagram

Gå til toppen