Udstyr til cykelturen

Når der køres i en gruppe, så er der næsten altid nogen, som har stort set alt med. Så derfor klarer mange sig igennem med stort ikke at medbringe noget som helst. Du kan dog nemt komme i en situation, hvor ham med den store rygsæk med udstyr er taget hjem. Så står du måske i en situation, hvor du ikke engang kan få lappet din cykel, fordi du mangler helt basalt udstyr.

Hvis du gerne vil være bedre forberedt og selvhjulpen på dine cykelture, så kan du bruge nedenstående anbefalinger til hvad du skal medbringe.

Det mest nødvendige

Medbringes på alle ture og kan pakkes i lommerne på cykeltrøjen.

  • Energi (gel, bar eller andet)
  • Vand
  • Telefon
  • Dankort eller kontanter
  • Id (det blå sygesikringskort eller lignende)
  • Multitool
  • Slange
  • Dækjern
  • Cykelpumpe

Rart at have med

Det som ikke bruges så tit, men er virkelig rart at have med, hvis uheldet er ude. Medbringes på længere ture og ture i udlandet.

  • Kædeled
  • Geardrop (mange cykler har specielle geardrops, så køb et du ved passer til din cykel)
  • 2 slanger eller lappegrej
  • Bremseklodser (De fylder meget lidt, og er alligevel noget du skifter jævnligt, så væn dig til at have et sæt med på turen)
  • Ekstra vand (En camelbak eller lignende)
  • Ekstra energi (medbring mere end du regner med at bruge. Måske bliver turen længere end du regner med eller en i din gruppe mangler energi)

Sjældent brugt

Det som bruges sjældent, men som mindst en i en gruppe bør have med på de længere ture og ture i udlandet.

  • Førstehjælpskit
  • Alutæppe
  • Gaffelpumpe
  • Kædeolie
  • GPS
  • Strips
  • Gaffatape (en hel rulle er nok lidt overdrevent, men med en meter gaffatape og strips kan man lave stort set alt :-)

Tøj

Tøj er meget svært at lave generelle anbefalinger omkring. Det afhænger selvfølgelig meget af årstid, vejrudsigt og hvor der køres. Som grundregel så tag hellere for meget med end for lidt. Ærme- og benforlængere fylder ikke meget i tasken. Selvom du ikke syntes det er koldt, så kan det stadig være en god ide også at medbringe en vest eller en regnjakke, hvis du pga. uheld eller andet bliver nødt til at stå stille igennem længere tid.